Jeg oplever historiefortællerkunsten som et stærkt redskab til visdom og forståelse. Arbejdet med historiefortælling indbefatter begge hjernehalvdele,sanser, billeder, krop, helhed. Jeg ser muligheder for at bruge dette sprog ubegrænset – i møde med børn , unge og voksne.
På arbejdspladser, institutioner og skoler, fælleskaber, grupper og i individuelt personligt arbejde.
For mig indeholder historiefortællerkunsten rummet til at huske og give liv til traditioner og ritualer som bryllupper, fester, samlinger og ceremonier.
Gennem fortællingen bringer vi menneskelige urveje videre til fornyelse og forvandling.
Historiefortællingen lever i mødet med andre kunstarter – som fortællingen altid har gjort; billedkunst, musik, sang, bevægelse, dans, poesi, teater, installation og andre nyere kunstformer som poetry slam mm.
Mødet mellem mennesker har altid været en vigtig del af min fascination af teatret.
Muligheden for at mødes på tværs af aldre, kulturer og holdninger i et magisk fortættet sanseligt rum,
hvor virkeligheden åbner sig i nye dimensioner samtidig med at vi kan le og græde sammen
og lugte historiefortællerens sved og mærke stemmens resonans mod vores hud og historien klinge i vores krop.
Jeg har fortalt historier i store sale og på scener, i jungler, på torve og pladser, klasselokaler,konferencelokaler, på græsplæner og i hytter ved bålsteder– og historien har taget form i mødet med disse steder og tilhørerne på disse steder.
Jeg er optaget af at fortællingen kan give plads til tilskuernes egne indre billedeskabende kapaciteter og kreative ressourcer.
Ved at lade historien følge en enkel arketypisk form og fortælle den ansigt til ansigt med publikum,
kan der skabes rum til at publikum kan mærke sit eget åndedræt og det fælles åndedræt i hele rummet.
Jeg er optaget af at turde gøre udtrykket enkelt , men tilstedeværende.
Optaget af at turde følge myternes og eventyrenes basale billeder og dramaturgi
og turde lade dem leve og blive fremført med den på en gang meget enkle og meget dybe kvalitet de indeholder.
Herved oplever jeg at skuespillerkunsten får sin plads i og med at stemmearbejdet og kropsarbejdet bliver essentielt – både som billedeskabende klang og form i rummet, men også som en energetisk resonans i tilskueren.Historiefortælleren må nødvendigvis udforske sit eget nærvær og kontakt med publikum og den historie, som vil fortælles.
I bedste fald opnår fortælleteaterformen at skabe egne betydningsladede billeder hos publikum, skabe et menneskeligt møde og en kontakt mellem alle i fortællingens rum.
Og i bedste fald giver fortællingen rum til det usynlige samspil og den synergi mellem spiller og publikum, som giver mulighed for at opleve forestillingen som en fælles skabelsesproces. Et rum åbent for improvisation, resonans og nuets magi.
Denne form knyttet til arbejdet med myter og eventyr og andre fortællinger , som opererer med poetisk billedsprog og arketypiske temaer kan åbne en mangfoldig og livs-og sansebekræftende form for virkelighed – et fællesmenneskeligt komisk/tragisk rum for menneskelig vækst.
Hermed slutter jeg ved ønsket om at turde give historien
livsvigtig spirituel betydning - som noget der bringer os videre – mod os selv, mod hinanden –
med humor og sanselighed.
Udgangspunktet er at jeg fortæller for alle mennesker.Jeg holder meget af blandede publikum, hvor flere generationer kan samles og opleve sammen fra hver sit udgangspunkt.
Men derudover ser jeg kunsten og dermed historiefortællerkunsten som et meget vigtig element i et menneskes opvækst, udvikling og erkendelsesrejse.
Kunsten som et andet sprog, der i modspil til vores konkrete hverdagssprog kan åbne til at udforske vores eksistens; vores erfaringer,spørgsmål og kampe , liv og drømme på flere planer.
Kunsten som et rum, hvor vi kan lære om det at være menneske .
På arbejdspladser, institutioner og skoler, fælleskaber, grupper og i individuelt personligt arbejde.
For mig indeholder historiefortællerkunsten rummet til at huske og give liv til traditioner og ritualer som bryllupper, fester, samlinger og ceremonier.
Gennem fortællingen bringer vi menneskelige urveje videre til fornyelse og forvandling.
Historiefortællingen lever i mødet med andre kunstarter – som fortællingen altid har gjort; billedkunst, musik, sang, bevægelse, dans, poesi, teater, installation og andre nyere kunstformer som poetry slam mm.
Mødet mellem mennesker har altid været en vigtig del af min fascination af teatret.
Muligheden for at mødes på tværs af aldre, kulturer og holdninger i et magisk fortættet sanseligt rum,
hvor virkeligheden åbner sig i nye dimensioner samtidig med at vi kan le og græde sammen
og lugte historiefortællerens sved og mærke stemmens resonans mod vores hud og historien klinge i vores krop.
Jeg har fortalt historier i store sale og på scener, i jungler, på torve og pladser, klasselokaler,konferencelokaler, på græsplæner og i hytter ved bålsteder– og historien har taget form i mødet med disse steder og tilhørerne på disse steder.
Jeg er optaget af at fortællingen kan give plads til tilskuernes egne indre billedeskabende kapaciteter og kreative ressourcer.
Ved at lade historien følge en enkel arketypisk form og fortælle den ansigt til ansigt med publikum,
kan der skabes rum til at publikum kan mærke sit eget åndedræt og det fælles åndedræt i hele rummet.
Jeg er optaget af at turde gøre udtrykket enkelt , men tilstedeværende.
Optaget af at turde følge myternes og eventyrenes basale billeder og dramaturgi
og turde lade dem leve og blive fremført med den på en gang meget enkle og meget dybe kvalitet de indeholder.
Herved oplever jeg at skuespillerkunsten får sin plads i og med at stemmearbejdet og kropsarbejdet bliver essentielt – både som billedeskabende klang og form i rummet, men også som en energetisk resonans i tilskueren.Historiefortælleren må nødvendigvis udforske sit eget nærvær og kontakt med publikum og den historie, som vil fortælles.
I bedste fald opnår fortælleteaterformen at skabe egne betydningsladede billeder hos publikum, skabe et menneskeligt møde og en kontakt mellem alle i fortællingens rum.
Og i bedste fald giver fortællingen rum til det usynlige samspil og den synergi mellem spiller og publikum, som giver mulighed for at opleve forestillingen som en fælles skabelsesproces. Et rum åbent for improvisation, resonans og nuets magi.
Denne form knyttet til arbejdet med myter og eventyr og andre fortællinger , som opererer med poetisk billedsprog og arketypiske temaer kan åbne en mangfoldig og livs-og sansebekræftende form for virkelighed – et fællesmenneskeligt komisk/tragisk rum for menneskelig vækst.
Hermed slutter jeg ved ønsket om at turde give historien
livsvigtig spirituel betydning - som noget der bringer os videre – mod os selv, mod hinanden –
med humor og sanselighed.
Udgangspunktet er at jeg fortæller for alle mennesker.Jeg holder meget af blandede publikum, hvor flere generationer kan samles og opleve sammen fra hver sit udgangspunkt.
Men derudover ser jeg kunsten og dermed historiefortællerkunsten som et meget vigtig element i et menneskes opvækst, udvikling og erkendelsesrejse.
Kunsten som et andet sprog, der i modspil til vores konkrete hverdagssprog kan åbne til at udforske vores eksistens; vores erfaringer,spørgsmål og kampe , liv og drømme på flere planer.
Kunsten som et rum, hvor vi kan lære om det at være menneske .